
Hvad stiller vi op med egoets små spil og roller? De illusioner om hvem vi er, som kan være svære at få øje på og sværere at slippe.
Se engang på dit image. Hvad er dit image over for dig selv og i forhold til andre? Er du den kloge, venlige, oplyste, smukke, stærke, uheldige, lille, stakkels, sjove eller andet? Vi er alle styret af egoet mere eller mindre, som det ser ud nu, så vær ikke bange for at se på hvilke roller du spiller.
Du kan evt. Lave en liste. Se derefter på hvordan rollerne gør dig bedre eller dårlige end andre, i specifikke situationer. Egoet sammenligner sig konstant, så dine roller er en måde at være noget i forhold til andre.
Nu vil jeg gerne dele med dig, hvorledes du kan underminere din tro på, at du er afhængig af dine roller. Dette er en meget enkel øvelse, men ikke nødvendigvis nem.
Kender du det, at der er noget du ikke vil dele med andre, af frygt for at de vil hamle op med dig på dit stærke punkt? Kender du frygten for at miste status, eller er det bare lykkes dig at undertrykke den ved at vedligeholde rollerne flittigt? Frygten stammer fra ikke at vide hvem du så er, hvis du pludselig ikke længere var den klogeste, smukkeste osv. mere.
Det kan være behandleren, linket, bogen, informationen du ikke vil dele, af frygt for at din veninde/konkurrent, vil blive lige så klog og oplyst som dig selv.
Vennen du ikke vil dele med andre venner, af frygt for at du ikke længere er noget særligt for ham/hende eller at en anden ven vil have noget med dem, som du ikke er en del af.
Er du bange for a nogen skal stjæle din ide eller status på den ene eller anden måde?
Tag en dyb vejrtrækning og vid at der faktisk ikke er noget at være bange for.
Du har måske prøvet at tale dig selv til fornuft før, uden noget videre positivt resultat. Med en fortsat skam over ikke at være gavmild og gøre dit bedste over for dine medmennesker. Måske har du endda skjult det fra dig selv, så du ikke har nået at opdage det.
Du kan helt roligt erkende det nu. Der er ikke noget galt med dig. Du er helt normal og langt fra den eneste der frygter ikke at være god nok i denne verden. Vi har alle et ego der ønsker at beskytte os. Det eneste problem er at vores ego ikke altid ved hvad der er bedst for os og ALDRIG kommer videre ved egen hjælp. Tværtimod graver den bare et dybere og dybere hul for sig selv. Leder efter løsningen det forkerte sted og malker de forkerte kilder.
Verden er sådan skruet sammen at for at skabe resultater kræves handling. En handling rummer en masse energi og kan derfor skabe store resultater, både positive og negative. Det er i øvrigt sådan vores blokeringer blev til, til at begynde med, men det er så en helt anden historie. Mange sjæle ønsker at inkarnere her på jorden, da man her kan lære utrolig meget og skabe store resultater for sin spirituelle udvikling, med al den handling. Det er dog også en udfordring at være her, hvor vi hverdag er prøvet og påvirket af den negativitet der er her.
-Når du har defineret nogle af dine store roller, bevidstgør dig derefter om hvorledes du beskytter og opretholder dem.
Husk på at egoet konstant skal vedligeholde illusionen om sine roller. Det er blot et spørgsmål om at blive bevidst om hvordan du gør.
Når du er bevidst om de 2 foregående punkter vælger du en handling hvormed du automatisk giver afkald på én af dine største roller.
Hvad skræmmer dig aller mest i forhold til at slippe denne rolle. Hvem tilbageholder du information fra? Hvad vil du ikke dele? Hvor holder du din kærlighed tilbage? Hvem især truer en af dine roller?
Gør nu det at du netop vælger at handle på én af de ting du frygter! Gør dig umage med at finde én handling, hvor du virkelig tror at meget sættes på spil. Gør det! Tillad dig selv at mærke frygten og ubehaget ved at miste din position. Hvad er det værste der kan ske?
Det værste der kan ske er nok at du kan miste din position i forhold til nogen, markedsandele eller noget andet. Men ønsker du at besidde noget der aldrig var dit?
Ønsker du fortsat at bruge en ukendt, men STOR portion energi på at opretholde en illusion om hvem du er og holde dig selv i uvidenhed om hvem du i virkeligheden er. Ønsker du at fortsætte illusionen om at du er separat fra andre. Denne separation kan ikke andet end at skabe ensomhed, som du måske endnu ikke er bevidst om. Kender du ensomheden, kommer den herfra.
Sandheden er at du bare er. Du er ikke alle de ting du tror du er. Hvad sker der hvis du giver slip og ikke ved hvem du er og ikke er noget særligt i andres øjne? Gør det dig utryg eller bange? Det er okay.
Jeg er stadig bange indimellem når jeg skal slippe kontrollen i en velkendt rolle. Især husker jeg gange hvor jeg VIRKELIG var bange, så jeg rystede og ventede på at min verden gik under, efter jeg havde handlet modsat en rolle. Det eneste der skete som følge, var at det gik op for mig hvor meget energi jeg havde brugt på at opretholde min rolle. Jeg var enormt lettet over at jeg bare kunne give det hele væk og vide at jeg var meget mere værd. Det skønneste var at jeg følte mig mindre ensom og indså at jeg havde separeret mig fra mine omgivelser og dem jeg elskede, ved at skulle holde min rolle i live.
Del gerne dine oplevelser med øvelsen her. Hvis du ikke kan komme på dine roller eller hvordan du opretholder dem, så kan du spørge mig her og jeg vil gå ind og tale med dit højere selv om det.
Øvelsen kort:
-Hvad er dine største roller
-Hvad truer dine roller og hvordan opretholder du dem?
-Vælg en handling, hvor du gør netop det du frygtede og troede ville ødelægge din status.
(fortsæt gerne med et par flere handlinger efterfølgende. Det bliver nemmere hver gang)
-Mærk hvad der sker i dig imens og efter handling.
Kærlig hilsen Anneli
Ps. Skriv til mig under comments, hvis du ønsker støtte





