Om balancen mellem at overgivelse til væren og personligheden som en forlængelse af den guddommelige vilje, kærlighed og plan.
Jeg tænker og arbejder på det nye center - Tempel, dagen lang.
Det er en effektiv træning i balance - mellem at lytte til indre vejledning og benytte personligheden som en forlængelse af den guddommelige vilje og plan, som redskab til at skabe.
Indefra er der fra september 2010, blevet vist mig at jeg ingenting skulle foretage mig, uden en indre impuls. Min ydre personlighed har været utålmodig og længdes efter at lave noget i verden. Samtidig med at hjertet mere og mere længes efter at overgive sig 100% til Guds kærlighed og Guds plan i verden. Hvis jeg prøvede/prøver at ignorere intuitionen og handle på egen hånd, smuldrer det inden for meget kort tid.
Min egne ambitioner giver mindre og mindre mening for mig, samtidig med at ønsket om at lære kusten, af at kunne træde til side og bare lade den indre inspiration lede blomstrer. Når jeg ikke lige mærker den indre følelse af Guds nærhed og inspiration, er der tomhed og straks kommer en tendens til at ville dække denne tomhed med tankevirksomhed og handling.
Personlighedens vilje er på egen hånd gerne drevet af angst, ambition, at ville tage ansvar for andre, skabe sikkerhed, ikke ville overgive sig til noget større, frygt for at føle tomhed/meningsløshed i en verden, hvor vi ikke mærker Gud. Vi kan dog ikke mærke Gud når vi tillader personligheden at overtage styringen. Så det er jo noget af en cach 22, må man sige. + her skaber vi forvrængning og smerte.
Jeg indser at jeg har været noget kontrollerende i mit forhold til Gud
Jeg overraskes over min stadige tro på, at jeg kan styre livet alene/flygte. Tror jeg virkelig, som et trodsigt lille barn at jeg kan klare mig helt selv i verden, med en bamse og plastik skovl i en lille rød kuffert ? : "Jeg skal nok klare verden selv, når du alligevel ikke er der for mig og hjælper mig Gud".
Men faktisk oplever jeg igen og igen, hvordan det er mig/os, der ikke lukker Gud ind, som kærlighed eller andet. Hvorfor gør vi dog ikke det?
Igen og igen ser jeg hos klienter og mig selv en KÆMPE frygt for at overgive sig til Gud. Og så ofte skyldes det tidligere inkarnationer, hvor et aktivt og blomstrende samarbejde med de indre verdener, blev afbrudt på hjerteskærende manér, gennem udslettelse, udelukkelse og ubeskrivelig smerte, sorg, frustration og mangtesløshed. Al det vi vil undgå at mærke, til enhver pris! Lige indtil den indre kalden og længsel bliver ALT FOR STÆRK. Først da begynder vi at være klar til at åbne op for vores aller største frygt og sorg. Og først der kan vi igen, omend nu stærkere og dygtigere, indgå i et bevidst guddommeligt samarbejde.
Mit hjerte bløder ved tanken om alle de små børn med deres røde kufferter, ude i verden. Og glædes over at vi bevæger os mod en tid, hvor vi ikke længere behøver at lide så skrækkeligt, for at opnå visdommen i hjertet. Mange gør klar til at lette den karma, de har lært så meget af.
Jeg har lært at man kan, lade Gud elske verden gennem et menneskes hjerte. Især når dette menneske renser hjertet og træner personligheden til at træde til side. Så kan Gud få lov til at bruge det aller helligste tempel - legemerne og hjerte centeret til at strømme igennem os og ud i verden.
Lyder det ikke bare som et helt fantastisk job? Her er en lille bøn, som du kan fremsige, hvis du føler dig klar til et guddommeligt samarbejde eller bare vil gøre et eksisterende stærkere:
Kære Gud/Kristus/Source, jeg vælger nu at åbne mit hjerte og tillader dig at fylde mig med din kærlighed. Brug mig, brug mine legemer og elsk verden gennem mig. Hjælp mig til at heale lidelsen/ensomheden(indsæt en aktuel begrænsning) i mit hjerte, så jeg kan overgive mig mere og mere til din vilje og plan. Tak.
Læs mere om Tempel - for livsformål og indre forvandling her
Kærlig hilsen Anneli
Hjemmeside og booking af session
Læs mere om Tempel - for livsformål og indre forvandling her
Kærlig hilsen Anneli
Hjemmeside og booking af session
