Hvordan finder man sig selv? 3 øjenåbnere for mig.

Mit dybeste ønske var altid at finde mig selv, at kende mig selv og at elske mig selv. Det havde jeg læst om at man kunne.

Jeg kan huske at jeg som teenager hadede mig selv så meget at jeg indimellem flippede ud og bankede løs på mig selv i spejlet, for at være grim, ulækker og dum.
Første gang jeg skulle til en clairvoyant for 20 år siden, var jeg rystende nervøs hele vejen fra Roskilde til København, fordi jeg var overbevist om at han efter at have tunet ind på mig, måbende ville sige: ”Jeg har aldrig set noget lignende før! Jeg kan ikke forstå at det er muligt, men du er åbenbart ikke en del af Gud, så jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig.” Jeg havde jo hørt en masse om at vi alle var ét og en del af samme Gud, men var ikke i stand til at se det i mig selv.

I tilbageblik ser jeg hundredvis af måder, jeg i livet har forsøgt at vise mig selv og andre hvem jeg var, via de mange images jeg har påtaget mig gennem årene. Påklædning, karriere, fremtoning, dyrkning af det skæve, dyrkning af at de andre bare ikke forstod fordi de var overfladiske osv. Jeg har ikke kunne lade være med at prøve at være noget i andres øjne. Eftersom jeg blev bevidst om at det var mit ego der skabte illusionen, prøvede jeg at lade være med at spille rollerne, men gang på gang betragtede jeg mig selv sige eller gøre noget, for at opretholde en illusion. Det dumme er jo at andre for det meste ser lige igennem ens anstrengelser og selvfølgelig langt hellere vil være sammen med en ægte person, i stedet for én der har travlt med at bruge deres egen og andres energi på at skulle bevise en masse . Det hænder stadig at jeg må trække på smile båndet af mit egos udskejelser.

Så længe vi er her på jorden vil vi have vores ego. Som min ven og lærer Bent Hagested viste mig, handler det ikke om at slippe af med vores ego, men at gøre det til vores tjener, i stedet for at vi er i dets vold. Han viste mig også gennem træning at alle de ting egoet tror om verden og os selv, ikke er hvem vi er. Vi er ren kærlighed, ren sandhed og ren harmoni og øvelsen består i at skelne mellem den vi er og det ego der blot er en del af os mens vi er her. Så bliver det pludselig lidt komisk med de ting og sager vi har gang i : )

En anden klog kvinde sagde til mig: ”Tillad andre at transformere dig”. Det slog mig at jeg altid har haft mere travlt med at skabe en effekt i min omverden. Ikke så meget på en medmenneskelig måde, nærmere ved at være noget i andres øjne. Men det at tillade andre at transformere mig, ser jeg netop som at kunne slippe ønsket om at være nogen eller noget via andre eller gøre en forskel for andre via egoet. Nej det har sgu aldrig været en del af mit image at være Mother Theresa, men i arbejdet som behandler har det været vigtigt at slippe det at ville være noget for andre eller tage ansvar for hvad de fx ville få ud af at komme hos mig – det er jo igen fordi egoet vil være noget i verden.

Her kommer 3 øjenåbnere for mig, ikke i kronologisk rækkefølge:

1. øjenåbner startede med at lade mine klienter transformere mig. Aldrig tro at jeg var deres redning eller årsag til deres healing. Alle mennesker har alle muligheder for transformation, på hvilket som helst tidspunkt. Det har de ikke brug for mig til, om dog jeg kan støtte og inspirere dem. Og hvis jeg tillader dem at transformere mig, dvs. Åbner mig for at mærke og lære af den visdom og power som de indeholder, tillader jeg dem at blive mere synlige for sig selv.

2. øjenåbner startede for 10 år siden, da min ven talte om at turde være ”den normale mand”. Det tog flere år før denne sætning, der havde gjort indtryk, rent faktisk blev omsat til et reelt valg i mit liv. Da jeg altid har dyrket det at skulle være den mærkelige, interessante, osv. Var det udfordrende at vælge at være helt almindelig og ”normal”. For 10 år siden gav tanken mig kvalme. Normal var det værste jeg kunne forestille mig. Nu er det en stor lettelse ikke længere at skulle være noget andet end den jeg er. Jeg er ikke normal eller unormal, jeg er bare. Tanken om at være normal var blot en øvelse der hjalp mig med at slippe billedet om noget jeg troede jeg skulle være, for at have eksistens berettigelse.

3. øjenåbner var at den jeg ledte efter ikke fandtes – det hele så anderledes ud end jeg havde regnet med. Det handlede i stedet at fjerne al den støj som jeg skabte, ved at prøve at være nogen. Så tanke gymnastik om at være ingenting, alting, en del af Gud, normal osv. er bare øvelser i at dæmpe egoets høje skrydende skærebrænder stemme, for derefter at finde ud af at det der er omme bag ved, er en væren som ikke kan beskrives, men kun kan opleves. Næsten alle, især spirituelt søgende har på et tidspunkt oplevet denne tilstand, om end blot et øjeblik, for derefter at aspirere til at vende tilbage dertil. En ganske udemærket drivkraft for vores rejse.
Denne aspireren erstatter og overgår alle andre verdslige ambitioner og bestræbelser i vores liv, og gør at vi kan gennemgå smertefulde erkendelser på vejen.

Vi forstår i denne tilstand at vi ikke behøver ikke være en dygtige, betydningsfulde, smukke, mærkelige, misforståede, stakkels, interessante, vække andres beundring/interesse/fordømmelse osv. for at føle berettigelse til at være til. Vi er her uanset.

Det her kunne jeg godt nok ikke have tænkt mig til! Vi når ikke frem til denne erkendelse via mental forståelse. Det er en vej der skal opleves, gennem ikke altid så sjove øjeblikke og erkendelser om hvad vi egentlig har gang i af skrub skøre måder at finde eksistens berettigelse. Ofte må vi igennem en dal hvori vi ingen anelse har om hvem vi selv er. DET ER GODT NOK DET VÆRSTE. Vi vil hellere være 100 negative ting end ikke at vide hvem vi er. Identitetskrise er ofte en uundgåelig del af vores rejse til at kende os selv. Og mange der læser dette har nok smagt på dette.

Når jeg tænkte på at lære mig selv at kende, troede jeg nok at det handlede om at lære min personlighed at kende, som vi nu lærer et andet menneske at kende gennem tiden og at acceptere denne på godt og ondt. Det er ikke min oplevelse længere. Jeg tror at det er en spirituel rejse, der lærer os at se om bag personligheden og se at den vi er, er noget andet og langt større end den personlighed der blot er vores farve og form i dette liv.

Fortæl gerne om hvordan du har lært dig selv bedre at kende eller efterlad en kommentar. Jeg elsker at høre fra jer : )

Kærligste hilsner Anneli