Enhed - for real!

Enhed, vi er ét, vi er alle en del af Gud, we are one kald det hvad du vil.

Det er ikke et nyt begreb for mig og sikkert heller ikke for dig. Det har erkendt hidtil været en mental idé, og lidt en kliché hvis primære effekt i mig har været at huske på at behandle andre som jeg selv ønsker at blive behandlet, at blive bedre til at tilgive, vælge ikke at være fordømmende og minde mig selv om at vi alle er uundværlige og har vores særlige mission at udfylde.

Fra at være en enhedstanke vælger jeg at det skal blive til enhedsbevidsthed - en mulighed for at vågne fra seperationens lange søvn. Jeg kom ikke til denne beslutning frivilligt. KUN fordi jeg via livs omstændigheder ser det som min eneste hæderlige mulighed. Jeg har i virkeligheden ikke lyst til at være ét med alt og alle, hvis du spørger mig helt ærligt!

Gider jeg at være ét med hende den sure nede i supermakedet, der er ligeglad med alle andre og mokker ind foran i køen? Gider jeg være ét med en ækel Københavner rotte nede i kloaken? Gider jeg være ét med min mand når han nu er mega irriterende, bedrevidende og beskylder mig for at være forkert? Nej, nej og nej.
Bevares jeg har øvet mig i at tilgive dem alle sammen i årevis. Og er blevet hurtigere. Men har jeg lyst til at erkende at jeg er dem og de er mig, tillade vores energier at smelte sammen, tillade al beskyttelse mod de ulækre, uvidende, sure, kedelige og egoistiske at falde. Nej jeg har ikke lyst og jeg gider ikke rigtig.

Det nemmeste er at forsætte legen, hvori vi alle er her på jorden som seperate enheder; nogle er skønne og jeg kan hige efter deres accept når jeg ikke accepterer mig selv, andre er ganske uværdige til min eller andres omsorg, så jeg kikker væk for ikke at høre mine fordømmelse af dem.

Alligevel vælger jeg noget andet nu end legen. Jeg vælger enheden fordi jeg må, tiden er ude for mig. Jeg er klar nu til at vælge noget nyt som jeg ikke helt ved hvad indebærer.

Jeg vælger det i alle små situationer i løbet at mine dage. Jeg tillader mig selv at smelte sammen med det og de omkring mig. Jeg tillader mig at smelte sammen med hende der irriterer mig på legepladsen fordi hun lukker mig ude, er helt ligeglad med mig og helst vil være fri for min søn og mig, lige som jeg helt vil være fri for hende og "den plads hun tager fra os". Jeg kysser min søn lidt mindre, når jeg ved at vi er ét og jeg ikke behøver at stjæle mig til at mærke ham lidt mere - kærligheden nemmere at rumme og han opsøger mig mere.

Hvert øjeblik må jeg smelte sammen med en anden eller igen med den samme. Træner musklen, glemmer, træner musklen. Husker vi er ét - al støjen og negativiteten er blot opstået som resultat af de gange vi har bekræftet os selv i seperations illusionen, så vi yderligere tror vi er separerede fra hinanden og kan vælge mellem at være med eller imod hinanden. Jeg behøver ikke at elske dig for at smelte sammen med dig, kærligheden kommer helt af sig selv når jeg mærker dig igen og hvor skønt det er at komme hjem.

De mange år/liv med ensomhed, frygt og frustration er kommet af seperationsbevidsthed. I virkeligheden alle de oplevelser på jorden der var ubehagelige kom af at vi troede på seperationen.

Seperation er det spil vi spiller her. Vores kroppe set i 3D, fungerer som små fysiske enheder "beviser" vores tro om at vi er seperate og ikke blot enhed.

Tak for legen, det var faktisk ikke så sjovt, som jeg troede før. Det var ensomt og som en hamster i et hjul - en evig kamp for at holde drømmen i live. Jeg savner dig/mig og vil hjem.

Jeg savner dig og smelter sammen med dig om du leger videre eller forlængst er stoppet. Jeg er lige her med dig, til du heller ikke gider mere. Jeg tager hjem, selvom jeg aldrig var væk og bliver lige her.

Du er min elskede og vi er ét.